Indsatser

Indsatsområder

Førskoleområdet

Små Synger Sammen er en årlig sangdag for alle 0-6-årige, som vi fejrer ved at præsentere materialet fra Sangens Hus og invitere dagplejere og børnehavepædagoger til en workshop og efterfølgende arrangere syng-sammen/koncerter strategiske steder i kommunen.

Projekt Sangglad og Legekunst er netop afsluttet.

I Faaborg-Midtfyn Kommune har vi to Sangglad-certificerede børnehaver, nemlig Symfonien i Nr. Søby og Børnecenteret Vesterparken.

En sangbørnehave er en børnehave, hvor personalet kan noget særligt med sang, og hvor sang er en integreret del af hverdagen. For at blive Sangglad-certificeret skal børnehavens ledelse og personale over en tre-årig periode uddannes i kompetenceudviklende aktiviteter.

Legekunst er et kulturtilbud til børn (0-6år) i de tilmeldte dagtilbud, hvor man gennem fælles samskabende, undersøgende og eksperimenterende praksis laver aktiviteter med børn.

Sangglad er et nationalt projekt, der har til formål over tre år
at certificere 100 børnehaver i Danmark som sangbørnehaver. I det første år er én af kommunens børnehaver med i projektet. Det forventes at flere børnehaver er klar til 2. og 3. projektår.

Indskoling

Den Kulturelle Rygsæk Kulturel Rygsæk er et forløb med sang og opera udrullet i 1. – 3. klasse i samtlige kommunens folke- og friskoler over en treårig periode.

Alle klasser får i forløbet besøg af henholdsvis en operasanger og en akkompagnatør, der præsenterer årets opera for børnene og en sangkonsulent, der arbejder med sangene i klassen.

Alle børn oplever en operaforestilling i børnehøjde. Alle børn samles også i grupper af ca. 120 børn til korstævner, hvor der arbejdes med nogle af landets bedste korinstruktører, og i disse år er det Clara Smedegaard fra DRs Spirekor.

For kordelen af Kulturel Rygsæk er der udarbejdet et kompendium med 4-5 sange, med ideer og inspiration til indstudering, og for operadelen er der udarbejdet et kompendium med operaintroduktion.

Lærerne forberedes til forløbet med to lærerworkshops, en med sangteknik og opera og en med kormetodik.

Forløbet er gennem årene støttet af Faaborg Midtfyn kommune, Marius Pedersen Fonden og den Faberske Fond.

Skole-kirkekor: DfS har været katalysator for oprettelse af flere skole-kirkekor i kommunen. Vi rådgiver vedr. opstart og hjælper med at finde den rette korleder.

Skole/kirkekors-stævne: en gang om året inviteres til et korstævne for børn, der er vant til at synge i kor. Det foregår forskellige steder i kommunen og med skiftene instruktører.

 

Sangskole

Et tydeligt sangforløb fra 1. klasse til talentakademi

Et elitært arbejdende pigekor: rekrutterings-arbejde, spirekor, juniorkor og højmesse- og koncertkor for piger på 14-25 år.

Pigekoret har en omfangsrig koncertvirksomhed og har indspillet flere Cd’er og flere gange medvirket i radio og fjernsyn.

Alle piger og drenge modtager sideløbende undervisning i både musikforståelse og solosang. De ældste får kurser af nogle af  landets bedste instruktører i at komme ud over scenekanten Syddansk Akademi for Klassisk Sang (SAKS) er oprettet i  fællesskab med de fire øvrige sangkraftcentre i Region Syddanmark i et samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium og Den Fynske Opera. Formålet er at give de dygtigste sangere i korene ekstra udfordringer og at styrke tilgangen til de klassiske musik- og sanguddannelser.

 

Andre tiltag

Sangfællesskaber er et projekt, som har eksisteret siden januar 2020, og det er for alle, der holder af at synge sammen med andre.

I Sangfællesskaber kan man komme og synge fællessang, uanset alder, etnicitet mm.

Sangfællesskaber ledes af frivillige sangledere, der sætter en ære i at skabe glæde ved at synge sammen. En gang om måneden vælges der sange af månedens gæst.

Projektet er et samarbejde Ringe Bibliotek. Se mere på fmbib.dk

Korstævne dag med musikskolen: DfS har et tæt samarbejde med Faaborg-Midtfyn Musikskole, og hvert år den sidste fredag i november inviteres alle kommunens 4- klasser til et stort korstævne i Årslevhallen med forskellige dygtige instruktører

Genklang: I projekt Genklang har ni plejecentre haft besøg af en musikpædagog.

Hvert plejecenter har fået 10 besøg, hvor musikpædagogen gennem sang

har arbejdet med de ældre enten en-til-en, i små grupper eller i større hold.

Genklang handler om at styrke fællesskaber og modvirke ensomhed.

Musikpædagogens arbejde med de ældre påvirker følelser og minder,

stimulerer sindstilstande og giver ro og plads til erindringer.

Projektet er i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune

Vi forventer at der snarest sættes en ny omgang i værk.

Uddannelse og inspiration af undervisere:
Syng og lær er en kompetenceudviklende workshop for musiklærere

og andre musikundervisere. Med Syng og lær opkvalificerer man sig og får inspiration til sit daglige praktiske arbejde med musikundervisning.

I workshoppen får man en praksisnær værktøjskasse med øget fokus på, hvordan man arbejder målrettet, struktureret og varieret med sang og bevægelse i musiktimer og i skoledagen. Som deltager får man styrket egne sangfærdigheder og lærer, hvordan man kan give denne viden videre til eleverne.

Workshoppen varetages af Kristine Eiler Ernst og Lise Bech Bendixen, der begge er sangpædagoger, udøvende sangere og uddannede sangkonsulenter fra Sangens hus.

Fremtidige aktiviteter:

Skabelsen af en børneopera målrettet aldersgruppen 1.- 3. klasse, ”Drengen de kaldte Carl”, som udover at præsentere historien om personen og komponisten Carl Nielsen også er en historie om en dreng, der drømte stort og nåede langt. En dreng, der voksede op lige der, hvor børnene selv bor.  Så udover en læring om sang, musik og opera, vil vi også fortælle, at med drømme og hårdt arbejde, kan man hvad man vil her i livet.

Der er planer om at skabe et eller flere sundhedskor i kommunen.

Fokus på skolernes morgensang, at klæde lærerne bedre på til opgaven ved at give dem ideer til repertoire, styrke deres sanglige og instrumentale færdigheder.